Ledelses- og kompetenceaftalen

Ledelses- og kompetenceaftalen er indgået mellem regeringen, KL og Danske Regioner for at styrke offentlig ledelse, understøtte udviklingen af kompetente medarbejdere i den offentlige sektor og sikre velfungerende offentlige arbejdspladser.

Med ledelses- og kompetenceaftalen 2019-2022 har regeringen, KL og Danske Regioner forpligtet sig til i fællesskab at udvikle og styrke ledelse, kompetencer og velfungerende arbejdspladser i den offentlige sektor igennem en række konkrete initiativer. Den danske velfærd er blandt de bedste i verden, men på visse områder kan den blive endnu bedre. Ambitionen med aftalen er derfor i sidste ende at styrke kvaliteten af den velfærd, der leveres til borgeren.

I menuen til venstre kan du læse mere om aftalens initiativer, styring af aftalen og status på aftalen.

Vigtigt for borgere, offentligt ansatte og velfærdssamfundet

Ledelses- og kompetenceaftalen er relevant både for den enkelte borger, for ledere og medarbejdere i den offentlige sektor og for det danske velfærdssamfund som helhed.

God velfærd af høj kvalitet gør en stor forskel for borgere i Danmark. Det er fx kvalificerede undervisnings- og uddannelsestilbud, gode børnepasningsordninger og kompetent og professionel lægehjælp. Vores fælles velfærd afhænger af den indsats, som kompetente og motiverede ledere og medarbejdere i kommuner, regioner og staten leverer hver eneste dag. For at sikre, at den offentlige sektor også fremover kan levere god velfærd, er det vigtigt at investere i de offentlige ledere og medarbejdere.

Ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater sammen med andre. Ledere og medarbejdere skaber de bedste resultater, hvis de har de rette kompetencer, et godt samarbejde og et sundt arbejdsmiljø. Kompetenceudvikling og velfungerende arbejdspladser er derfor vigtigt for at understøtte de ansatte i deres arbejde og sikre en høj arbejdsglæde. Det er ikke kun godt for de offentlige arbejdspladser, men også for den enkelte leder og medarbejder, som sikres gode rammer, når de skal levere velfærd til borgeren.

For at fastholde det høje niveau af velfærd i Danmark må den offentlige sektor hele tiden forbedre sig og tilpasse sig samfundets udvikling. Med aftalens fokus på at styrke ledelse, kompetencer og gode arbejdspladser fremtidssikres den offentlige sektor og dermed også vores fælles velfærd. Ledelses- og kompetenceaftalen værner dermed om det danske velfærdssamfund for nuværende og kommende generationer.

Fra kommission over reform til aftale

Ledelses- og kompetenceaftalen tager sit afsæt i Ledelseskommissionen, som blev nedsat af regeringen i 2017 med det formål at undersøge ledelse i den offentlige sektor. I juni 2018 lanceredes Ledelseskommissionens 28 anbefalinger. Anbefalingerne understreger vigtigheden af at sætte værdiskabelse for borgere og samfund i centrum for offentlig ledelse. For at kunne dette skal en leder sætte retning for og motivere medarbejdere og sikre et tillidsfuldt og inkluderende samarbejde både med medarbejdere og bredt i samfundet.

På baggrund af Ledelseskommissionens anbefalinger lancerede VLAK-regeringen i januar 2019 reformsporet En offentlig sektor rustet til fremtiden. Reformsporet lægger vægt på større inddragelse af ledere og medarbejdere i udviklingen af den offentlige sektor samt en styrkelse af ledere og medarbejderes faglighed og motivation.

I forlængelse af reformen indgik regeringen, KL og Danske Regioner i februar 2019 ledelses- og kompetenceaftalen. Målet med aftalen er at udvikle og styrke ledelse og kompetencer i den offentlige sektor i fællesskab samt at skabe mere velfungerende offentlige arbejdspladser med motiverede ledere og medarbejdere. Tilsammen skal dette styrke sammenhængen og kvaliteten af vores fælles velfærd. Aftalen løber frem til 2022.

Du kan finde alle tre dokumenter i menuen nederst.