Mød Stine fra ledelsesområdet

Min hovedopgave er at være koordinator på vores PLUS forløb i Ledelsesudvikling. Jeg sidder hovedsageligt med koordinatorrollen på Ny leder i staten, Statslig ledelse på direktionsniveau og Forum for offentlig topledelse. Derudover er jeg tilknyttet nogle forskellige masterclasses samt ledelsesugen. Jeg har ydermere ansvaret for LEUs afsnit på Medst. dk og Ledelsesugen.dk samt diverse sociale medier på ledelsesugen. LEU har også et nyhedsbrev som jeg udarbejder i samarbejde med en kollega.

Jeg kan lide at få ting til at gå op i en højere enhed, få løse ender til at mødes og at få forskellige elementer til at spille sammen og ikke mindst er jeg vild med at kommunikere med en hel masse mennesker- alt det får jeg via mine opgaver på PLUS-forløbene. Mit hjerte banker ret meget for kommunikation, og især det skrevne ord, så mine opgaver på de forskellige hjemmesider sætter jeg meget stor pris på.

Jeg er æstetiker uden at være sindssygt detaljeorienteret, så jeg kan også ret godt lide at bruge tid på det visuelle udtryk på hjemmesiderne, billederne og layoutet og selvsagt teksterne, og det arbejde finder jeg både spændende og udfordrende.

Jeg har verdens sødeste, sjoveste OG klogeste kollegaer. De er fagligt vanvittigt kompetente, ekstremt skarpe og alle brænder de for deres fagområde i ekstremt høj grad. Derudover er der bare en varme og en omsorg og ikke mindst humor, som jeg virkelig værdsætter.

Jeg synes helt overordnet, at det er spændende at være ansat i embedsværket og være forholdsvis tæt på den politiske magt, og så tæller det højt i min hverdag at være omgivet af så dygtige og dejlige mennesker

Inden jeg kom til styrelsen var jeg ansat som tekst- og billedkoordinator i Danmarks Radio, hvor jeg havde ansvaret for markedsføringen af DRs programmer på DRTV og på dr.dk.