Gyldig fra

Samarbejde på tværs af sektorer

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, KL og Danske Regioner ønsker at inspirere medarbejdere og ledere til samarbejde på tværs af sektorer for at understøtte sammenhæng og derigennem være med til at give borgerne bedre ydelser og service. I kataloget "Sammen ved vi bedst" er der mulighed for at hente inspiration til samarbejdet.

I kataloget "Sammen ved vi bedst" præsenteres ti forskelligartede initiativer, hvor man har samarbejdet på tværs af sektorer. Bag projekterne står en række offentlige aktører, men også enkelte private og civilsamfundsaktører. Og de sætter ord på de gevinster, udfordringer og læringer, som samarbejdet har givet.

Indsatserne i kataloget viser, at det tværsektorielle samarbejde både føjer noget til kompleksiteten og mulighederne for at håndtere den.

Fra katalogets introduktion

Formålet med kataloget er at inspirere til at tænke på tværs af sektorer, når der skal løses komplekse opgaver.

Det bidrager nemlig til, at der kan ydes en bedre og mere sammenhængende service og velfærd til borgerne, når de forskellige systemer og fagområder taler med hinanden og samarbejder om den bedst mulige løsning. Samtidig skaber det rum for, at man kan lære af hinanden og få kendskab til andre sektorer end lige den, man selv arbejder i - herunder tilegne sig nye kompetencer og perspektiver på den fælles opgave, og på den måde få anledning til at reflektere over sin egen praksis og opgaveløsning.

Ledelses- og Kompetenceaftalen

Kataloget er resultatet af et samarbejde mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, KL og Danske Regioner om implementering af Aftalen om ledelse og kompetencer fra 2019.