Statens overenskomster tiltrådt

15-04-2024
Forside

De statslige overenskomstresultater er nu endeligt vedtaget. Det har Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne i dag meddelt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Det betyder, at løn- og ansættelsesvilkår for statens ansatte de næste 2 år er faldet på plads.

CFU og Akademikernes medlemsorganisationer har stemt

Overenskomstresultaterne på det statslige område, som blev indgået den 11. februar 2024, har været til afstemning hos CFU og Akademikernes medlemsorganisationer.

På baggrund af afstemningerne har CFU og Akademikerne meddelt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, at de tiltræder CFU-forliget og Akademikerforliget, som gælder frem til 31. marts 2026.

OK24-resultatet skal implementeres

Efter tiltrædelsen af forligene, går implementeringen af resultaterne i gang. Direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Christian Liebing, ser frem til arbejdet:

I samarbejde med CFU og Akademikerne har vi landet nogle ansvarlige overenskomstresultater for de næste to år, og det glæder mig naturligvis meget, at de har fået medlemsorganisationernes opbakning. Nu går arbejdet med at implementere resultaterne i overenskomsterne i gang, og jeg ser frem til at fortsætte den gode dialog og samarbejde med CFU, Akademikerne og deres medlemsorganisationer om dette.

Overenskomstresultatet gælder for perioden 1. april 2024 – 31. marts 2026.

De fornyede overenskomster og organisationsaftaler offentliggøres på Medarbejder- og Kompetencestyrelsens hjemmeside i takt med, at de bliver færdigredigeret